Islandsk brudesjal

Dette smukke Islandske brudesjal bar jeg til mit bryllup i marts 2011.
Jeg startede på at strikke det i 2009, og fik det færdiggjort i 2010. Men det hastede heller ikke, eftersom jeg altid har sagt til Anders, at jeg først ville giftes, når jeg engang kunne stå flot højgravid brud!
I mellemtiden kunne min søster så også bruge det til hendes bryllup. Så det er så sandelig et brudesjal :-)

Sjalet strikkes nedefra og op mod nakken. Det består af den store blondekant forneden, 4 forskellige borter i hulmønstre, og til sidst det fine kniplingesagtige hulmønster på hele den øverste halvdel af sjalet.
Jeg brugte en rundpind på 60cm i str 4.

Her ses sjalet da jeg næsten lige var startet. Bemærk den røde og de blå snore, som jeg brugte for at markere midten, samt hvor mange masker, der skulle være inden for hvert mønster. På den måde var det nemt at holde styr på de forskellige mønstre og alle deres gentagelser. Og hvis der gik kludder i tælleriet, drejede det sig kun om maks 20 masker, der skulle pilles op igen.

Opskriften og garnet købte jeg fra Isagerstrik. Garnet er Spinni, som er 100% naturuld med en løbelængde på 600m = 100g. Jeg brugte alt garnet.

Her ses hele sjalet, da det lå til udspænding efter vask. Det måler 88cm x 174 cm.

Her ses nogle af de flotte mønstre på sjalet, efter at det er blevet presset. På trods af alle de forskellige mønstre, synes jeg alligevel at sjalet er utrolig nemt at strikke. Det kræver dog noget koncentration, da der hele tiden er mønsterstrik samt at der hele tiden skal tælles masker. Men diagrammet er nu meget nemt at strikke efter.

Her er endnu et udsnit af sjalet. Jeg synes virkelig, at det er et flot mønster og et flot sjal.

Her ses min søster med brudesjalet, som hun brugte om aftenen til hendes sommerbryllup i 2010.

Og her ses brudesjalet på mine skuldre til Anders og mit bryllup i 2011. Og bemærk lige min flotte højgravide mave :-)







Sidst opdateret den 26/2 2012 @ Ea Quitzau