Stjernesjal i Evilla

Så har jeg fået strikket et nyt sjal. Det er godt nok også et stykke tid siden, at jeg sidst har lavet et. Det er strikket i Evilla plade garn, som består af 100 % uld fra Estland. Jeg har kun brugt omkring 150 g, så garnet har tydeligvis en meget lang løbelængde.

Sjalet er strikket efter denne opskrift, som blandt andet er blevet oversat på forummet Rokken. Evilla garnet skifter selv løbende farve, så det er sådan set garnet, der bestemmer det færdige resultat af ens sjal.

Jeg har strikket med en rundpind nr. 5, og sjalet endte med at blive 80 x 165 cm upresset. Jeg har ikke lige fået det vasket og presset endnu, og får det garanteret heller ikke gjort. Men man vænner sig også foreholdsvis hurtigt til uld lugten..

Sjalet er strikket i glatstrik. Det gør, at vrangsiden også er fascinerende, som det ses på billedet ovenover.

Sjalet er lidt kompliceret at strikke, da der hele tiden er mønsterpinde. Så det er ikke noget man lige kan have i hånden, når man samtidig ser en god film. Så det har taget lidt længere tid at strikke end normalt. Men resultatet er jo bare super.







Sidst opdateret den 15/6 2008 @ Ea Petersen