En hæklet elefant

Så har jeg hæklet endnu en elefant. Denne her er en meget afslappet én af slagsen, som holder af at ligge ned og nyde livet. Elefanten har jeg hæklet til min venindes lille søn Louie i barselsgave.

Jeg blev færdig med den nogle uger inden den skulle gives videre. Så i ventetiden har den ivrigt siddet på vores computerhylde og fuldt nysgerrigt med i vores liv.

Elefanten er noget større end den forrige jeg hæklede. Den måler hele 46 cm i længden og er 19 cm bred. Så den er næsten lige så lang som nyfødte Louie.

Elefanten er hæklet efter en opskrift, som jeg har modtaget af Helle Unger fra forummet Rokken . Jeg ved ikke, hvem der rigtig er forfatter til den. Jeg har brugt hæklenål nr 2,5, og bomuldsgarn fra Løve Soft 8/4, hvor 50g = 165 m. De tre farver jeg valgte er lyseblå, lysegrøn og råhvid, hvor jeg har brugt lidt over halvdelen af den blå og turkise, og et helt nøgle af den hvide farve. De 3 farver var dem jeg også brugte til min nevøs elefant, så det er jo åbenlyst, at disse farver er rigtige elefantfarver:-)

Elefanten er hæklet i fastmasker, hvor der hækles 4 rækker af hver farve, undtagen på snablen hvor farverne er 2 rækker brede. Først hæklede jeg kroppen startende fra halen og frem mod halsen. Derefter kom hovedet med den lange snabel, og til sidst de 4 ben og 2 store ører. Alle delene er fyldt med pladevat og efterfølgende syet sammen. Øjnene, som der virkelig giver liv til elefanten, valgte jeg at lave som franske kunder. Så her afveg jeg noget fra den oprindelige opskrift.







Sidst opdateret den 16/10 2008 @ Ea Petersen