En hæklet lille gris

Så har jeg fået hæklet endnu en barselsgave. Denne her kære gris var til nogle af vores venners lile pige. Denne lille gris var oprindelig tænkt som en elefant, men undervejs i hæklingen begyndte den mere og mere at få tydelige grisetræk, hvorfor den måtte bekende kulør og springe ud som gris. Nedenfor ses et billede af elefanten, inden den sprang ud.

Den oprindelige opskrift på elefanten er fra hjemmesiden cchobby.dk, hvor opskriften ligger til fri afbenyttelse. Jeg havde hæklet hele snablen, men pillede den op, indtil den blev til en tryne. Herefter har jeg lavet en afslutning, ved at hækle et endestykke på, som lukker af for trynen. Øjne og næsebor er en slags franske knuder, som giver den lille gris dens nogen gange sørgmodige udtryk og andre gange frække udtryk. Halen er hæklet af et fastmaske rør, med 6 fm pr omgang, som efterfølgende har fået bundet en knude på.

Ørerne på den lille gris er hæklet præcis ligesom i opskriften, men de er i stedet syet fast, sådan at de ligger ind til hovedet. Grisen måler ca 20 cm, så den er helt bestemt putteegnet.

Jeg har brugt hæklenål nr 3, og bomuldsgarn af mærket ID 8/4 fra Kvivkly, hvor 50g = 170 m. De tre farver jeg valgte er lyserød, rød og lyseblå, hvor jeg har brugt meget mindre end halvdelen af den røde og lyseblå farve, og ca halvdelen af den lyserøde farve.







Sidst opdateret den 3/7 2009 @ Ea Petersen